UndgĂĄ kuldsejlede IT-projekter

Rigtig mange af de henvendelser vi får, omhandler overtagelse og genopretning af kuldsejlede IT-projekter. Altså projekter hvor leverandøren ikke har formået at følge projektet til dørs eller kunden ikke føler, at de har fået det, som de har betalt for.

Der er selvfølgelig ikke 2 projekter der er ens, men vi kan dog konstatere, at det igen og igen er de samme faldgruber som er årsagen.

Mange kuldsejlede IT-projekter kunne have været undgået, hvis kunden havde undersøgt disse 3 områder grundigt, før der vælges leverandør:

Spørg ind til processen og medarbejderne

Hvordan vil leverandøren sikre sig at du kommer i mål? Det første røde flag du skal være opmærksom på er en leverandører som ikke stiller nok spørgsmål – Eller lige så alvorligt; Stiller dig spørgsmål, som er så tekniske, at du ikke har en chance for at kunne svare på disse.

Viser din leverandør derimod forretningsforståelse og stiller spørgsmål om din virksomhed og strategiske mål for at blive klogere på udfordringen, er dette generelt et godt tegn. Det betyder oftest, at leverandøren har en oprigtig interesse i at skabe et produkt, der løser de konkrete udfordringer, der måtte være i din virksomhed.

Et andet område i processen omhandler de mennesker, der skal udvikle løsningen for dig. Spørg din leverandør, om du kan møde dem, som skal varetage udviklingen. Her er der mange der falder fra – mange leverandører benytter sig nemlig af freelancere eller studerende og har ingen interesse i at fortælle dig, hvem der skal arbejde med projektet. Simpelthen fordi de ikke er klar over det, før kontrakten er indgået.

Vi har intet imod freelancere – generelt er det dog sådan, at hvis leverandøren benytter en freelancer, er der allerede skabt for stor afstand mellem dig som kunde og specialisten, som skal løse opgaven. En freelancer som er blevet hyret af en leverandør, er typisk også meget fokuseret på at få en opgave afsluttet uden at stille yderligere spørgsmål og påtager sig generelt set ikke samme ejerskab over projektet.

Husk også at sikre dig, at leverandøren som skal varetage dit projekt, har seniorudviklere tilknyttet. Juniorudviklere og studerende, bør ikke være primus motor på dit næste IT-projekt. Man kan lære at kode som studerende, men man bliver typisk først rigtig dygtig, når man har arbejdet på en masse større projekter og har +5 års erhvervserfaring. Rigtig mange projekter kuldsejler fordi juniorudviklere får det fulde ansvar for at løse komplekse udviklingsopgaver, som de endnu ikke har erfaringen til at håndtere.

Sørg for at få fagligt modspil

Hvis du som kunde skal have det absolut bedste resultat, er du afhængig af en leverandør som giver dig fagligt modspil. Husk på, at en god leverandør har arbejdet med en lang række succesfulde cases, og du kan derfor med stor fordel trække på deres tidligere erfaringer, og dermed minimere risikoen for at projektet kuldsejler. Hvis en leverandør blot går i gang med at udvikle, ikke stiller opklarende spørgsmål eller udfordrer dig under processen, er dette et rødt flag.

Tal med leverandørens kunder

Der er stor forskel på at udvikle en almindelig hjemmeside i WordPress, og forretningskritiske IT-systemer (ERP, Lagerstyring, kundeportaler og lignende). Selvom digitale produkter under overfladen består af nuller og ettaller, stilles der vidt forskellige krav til leverandørens kompetencer. Vi ser alt for tit at kuldsejlede IT-projekter opstår fordi leverandøren har påtaget sig en for stor teknisk opgave, som de ikke har været i stand til at løse.

En god måde at minimere risikoen for det 3. røde flag er ved at kigge på leverandørens tidligere cases og kunder. Har leverandøren løst lignende opgaver tidligere? Er kunderne tilfredse med resultatet? Spørg den potentielle leverandør, om du må kontakte én eller flere tilfredse kunder og tag en snak med dem. Derved kan du både screene leverandøren, men også få et bedre indblik i dennes arbejdsgange.

Hvis du som kunde undersøger disse 3 områder før du vælger leverandør, er der en langt større sandsynlighed for at dit næste IT-projekt bliver en succes!